I mangel af bedre brugte jeg min søndag på at dase foran fjernsynet. Med remoten i hånden zappede jeg frem og tilbage mellem ligegyldige programmer, indtil jeg ”gav op” og indlod mig på en omgang ”Oprah”, som i anledning af 1-års dagen for Michael Jacksons død havde strikket et tilbageblik sammen, hvor hun mindedes ”kongen af poppen” ved et gensyn med et interview, hun selv lavede med manden engang tilbage i de tidlige 90’ere.
Jeg husker selv at have set dette interview som barn, og jeg husker, hvordan jeg var stærkt fascineret af denne journalist (Oprah), der med stor professionalisme og myndighed interviewede verdensstjernen Michael Jackson i hans hjem ”Neverland”. Jeg husker, jeg tænkte: ”Sådan vil jeg være, når jeg bliver stor!” En voksen kvinde med spadseredragt og ben i næsen. Jeg så op til Oprah.
Da jeg tunede ind på Kanal 4 i går, var det imidlertid en helt anden Oprah, der mødte mig. En Oprah, der sad og krammede en sofapude i en stor sofa, som var hun en anden teenage-pige til sit eget pyjamas-party. Der var lagt lys over optagelserne, så alt harmonerede i varme jord-farver og Oprah herself var badet i et varmt lys, som sad hun under en bagende Toscana-sol.
Den kære Oprah sad altså her badet i lys for at mindes Michael Jackson, men til min store overraskelse viste det sig, at den kære Oprah allerhelst mindedes...Oprah! Klippene fra det ”gamle” interview var kortere end de klip, hvor Oprah, dér bag sofapuden, kommenterede dem - med bevæget stemme og forceret tåre i øjenkrogen. Hun kommenterede mest af alt på, hvordan hun selv havde følt dét, da hun stod foran Michael Jackson, hvor urutineret hun havde været (i forhold til nu…), hvad hun kunne have gjort anderledes osv. Michael Jackson blev en brik i projekt Oprah, og Oprah blev ligegyldig – i hvert fald for mig.
Bagefter fik det mig til at tænke over, hvad det egentligt er for nogle værdier, vi i dag ønsker at give børn at bygge deres billede af verden på. Jeg voksede op med en tro på, at de voksne kunne alt, og at de var fornuftige og ansvarlige – til at stole på. Jeg er sikker på, at min generation også ville have haft godt af at se andre sider af voksne, at se deres svagheder såmænd, men jeg er også sikker på, at børn i dag ser alt for mange mødre og fædre, der ikke tager deres ansvar som forældre alvorligt. Jeg er personligt glad for, at jeg aldrig har set min mor sidde bag en sofapude, som en anden usikker teenage-tøs, badet i kunstigt Toscana-lys og selvreflekterende i et projekt camoufleret som næstekærlighed. Jeg er ligeledes glad for, at jeg ikke har haft en mor, som under hendes barselsorlov har siddet det halve af dagen med næsen begravet i computeren i færd med at skrive ligegyldige statusopdateringer såsom: ”nu har min datter gået to skridt og sagt mor”, efterfulgt af 13 andre løbende henover dagen, udelukkende med det formål at udstille sit eget narcissistiske behov for opmærksomhed, for at føle man er klog, smuk og interessant, selvom man sidder derhjemme og røvkeder sig på barsel, iført jogging-tøj og med en lorteble i den ene hånd og en mobiltelefon med ubegrænset sms i den anden.
Jeg gad nok vide, hvor det gik galt. I hvilken dunkel nattetime var det at idealet ”stærk kvinde” blev udskiftet med idealet ”teenage-pige hele livet”? Hvordan gik det til, at piger i dag ser op til de kvindelige deltagere fra Paradise Hotel, og at deres mødre klæder sig som dem? Og hvorfor smider Oprah ikke den sofapude til side, træder ud af det falske Toscana-lys og går ud og opsøger mennesker, der virkelig har en mening, et talent eller kan bidrage med noget værdifuldt til verden af i dag? Navlepilleri hjemme i sofaen eller selviscenesættelse, på det ene eller andet medie, bringer i hvert fald ikke noget af værdi med sig. Det reducerer blot voksne til børn og gør børn voksne langt hurtigere end de burde.
Så sluk for TVet og luk computeren ned. Kig på dit barn, der tager sine første bævende skridt, nyd det og del det med dine kære, der rent faktisk er fysisk tilstede i dit liv! Få fingeren ud af navlen og gå ud, der hvor livet leves. Spadseredragt eller ej…
